Jeg får mange spørgsmål om Spejlteorien, så derfor har jeg valgt at lave en lille Q and A. Min intention er at skabe lidt klarhed om den højspirituelle filosofi, jeg elsker så højt:
Hvad går Spejlteorien ud på?
I bund og grund handler Spejlteorien om at anskue verden som et gigantisk spejl. Verden er altså ikke, som den er, men som vi er. Derfor må og skal vi ændre i os selv, hvis noget ikke fungerer for os i det ydre.
Er det så ikke bare en opfindsom måde at fralægge sig ansvar på?
Det er faktisk helt det modsatte. Spejlteorien handler om at tage ansvar på et meget dybt niveau. Dybest set behøver man sjældent at tale med andre om de ting, man arbejder med – heller ikke selvom de er involveret. Når man ændrer adfærd hos sig selv, vil omgivelserne spejle det. Vi skal bare vide hvordan. At inddrage andre i vores problemstillinger komplicerer faktisk bare alt.
Vi er da nødt til at give udtryk for vores behov til andre?
Det er vigtigt at kunne mærke sig selv og give udtryk for sine behov, men vi taber, hver eneste gang vi forsøger at kontrollere vores omgivelser. Ingen er villige til at danse efter vores pibe – i hvert fald ikke i længden. Og hvis vi giver andre mennesker ansvaret for, hvordan vi har det, så er der en stor risiko for, at vi ikke får det, som vi gerne vil have det.
Skal vi forstå vores handlemønstre for at kunne ændre dem?
I virkeligheden er de bagvedliggende årsager ikke så interessante – det skal man kun interessere sig for, hvis man får et kick ud af selve analysen og pilleriet. Spejlteorien har rødder i spiritualiteten, som handler om at gøre det, der giver glæde og tilfredsstillelse. Hele tiden flytte sig derhen, hvor livet giver mening på et dybt plan, og ikke gå så meget op i alt det, som ikke fungerer.
Er det ikke hårdt arbejde at skulle være så ansvarlig hele tiden?
Spejlteorien handler i høj grad om vækst. Det vil føles, som om verden ændrer sig konstant. Så man skal kun gå ind i det arbejde, hvis man er klar til forandring, transformation og ikke mindst vækst. For nogle mennesker er det for voldsomt ikke at kunne hvile i offerrollen, det er en måde at slappe af på for mange. Men der er mange andre måder at lade op på, som er langt mere hensigtsmæssige og meget mere i tråd med vores længsler og drømme.
Hvordan adskiller Spejlteorien sig fra skyggearbejde?
Skyggearbejde handler om at blive hel og mere rummelig ved at elske alle sider af sig selv – de lyse og de mørke. Spejlteorien går ud på at bruge omgivelserne som katalysator for vækst. At blive klar over hvilke tangenter, man spiller på og så aflægge sig alt det, som ikke er i tråd med de mål og ønsker, man har.
Men livet er jo ikke problemfrit?
Nej på ingen måde. Ingen krise ingen vækst. Spejlteorien handler om at anskue såkaldte problemer og problematiske mennesker som gaver og dermed anledning til vækst. Udfordringer er sunde og essentielle, vi skal bare ikke dyrke dem, sidde fast i dem eller gentage dem i en uendelighed.
Kan Spejlteorien anvendes til at manifestere?
I høj grad. Følelser spiller en central rolle i Spejlteorien, og stort set alle vores ønsker handler om, at vi tror, det vil føles bedre at realisere dem. Modstand er en af de største årsager til, at vi ikke realiserer vores ønsker, og Spejlteorien er et magisk værktøj til at opdage og ikke mindst transformere modstand.
Hvordan hænger Spejlteorien sammen med business?
Den økonomiske vækst hænger dybt sammen med den personlige og spirituelle vækst eller mangel på samme. Business er et af de områder, som inviterer os til allermest vækst. Man kan virkelig sabotere sig selv i den forbindelse. I bund og grund så handler business om relationer, derfor bliver det hurtigt kompliceret, hvis man roder her. Det hele er jo et spejl: Kunderne, de ansatte, samarbejdspartnerne, indtjeningen, brandingen, resultaterne osv.
Og Spejlteorien i relation til vores børn?
Åh, de kære små er også et af vores allerstørste spejle. De fleste af vores ubalancer stammer fra vores barndom, så hvis vi ikke har fået set på de gamle sår, vil vi overføre hele molevitten til vores børn og gøre dem forkerte, som vi selv er blevet gjort forkerte. Med Spejlteorien kan man støtte sine børn til at være den, de er og opnå det samme selv.
Hvorfor er du så passioneret om Spejlteorien?
Jamen, jeg synes jo, at Spejlteorien skal på skoleskemaet. Så ville vi få en lang række sunde mennesker ud af det, som var i stand til at mærke sig selv og indfrie deres egne behov. Spejlteorien dækker over nogle af mine allerstørste passioner: Vækst, skabelse, transformation, kreativitet og nydelse. Og vejen dertil er kærlig, nænsom, udviklende og ikke mindst virkelig sjov.