Mads og jeg så den danske film, Klassefesten, for nogle måneder siden. Filmen handler om den klassiske 40årskrise og alle de problemer, som følger, når man ikke tager ansvar for hjertets hvisken. 

Tingene eskalerer selvfølgelig på den der danske måde, hvor pinligheden når nye højder, og man til sidst ikke ved, om man skal grine eller græde. Mens man stille arbejder med og svinger mellem at tænke: Godt jeg ikke selv er så langt ude og Pyh den følelse kender jeg godt selv.

Hovedpersonen Niels ses i begyndelsen af filmen siddende på en badering, fordi han kæmper med en hæmoride. Som så mange andre håndterer Niels sine skavanker ved at ignorere både symptomer og ikke mindst årsagen bag. Og derfor bliver tingene selvfølgelig værre og værre. 

Universet sender os først en fjer, og hvis vi ikke lytter, så bliver beskederne mere og mere tydelige, indtil vi til sidst ender med at blive kørt over af en damptromle. Du kender uden tvivl scenariet.

Det handler ikke om, at universet er en streng dommer, hvis eneste job er at straffe og afrette os. De universelle love styres alle af Loven om tiltrækning, så de mange skavanker opstår udelukkende, fordi vi siger et, men gør noget andet.

Vi bliver ved med at længes efter nye måder og andre resultater, mens vi gentager alt det, som ikke fungerer for os. Alle de mønstre som på ingen måde er i tråd med vores drømme og længsler.

Og når vi ikke vil tage den vækst, som ligger til os, fordi det på mange måder ville være for godt til at være sandt, så ryger vi nemt i det, jeg kalder øvre begrænsninger. Ubevidst skaber vi alverdens ulykker, kaos og drama, som vi så er nødt til at tage os af, og på den måde slipper vi for at realisere alle de indestængte længsler.

Filmen er rigtig sjov. Og Niels tager heldigvis skeen i den anden hånd til sidst. Alt andet havde næsten heller ikke været til at bære.

Du kan se traileren til filmen her:

Vi har længe haft et ønske om at opgradere vores bryggers. På mange måder er det bryggers vores ømme punkt. Det grimmeste sted i huset. Der hvor alt går galt.

Processen har stået på i flere år nu. Vi har været igennem adskillige faser. Først slagger op gennem gulvet, fugt i hele rummet, reparation efter reparation. Vi har postet så mange penge i projektet, at vi flere gange har talt om at “flytte fra lortet”.

Efter flere års drama var vi nået til en lille, fin fugtplet på væggen. Vi talte om at lade den være og gemme lidt vækst til de kommende ejere, når vi en dag flytter. Men jeg har efterhånden for megen viden til den slags strategier. Det handler jo ikke om bryggerset.

Så vi tog en dyb indånding og gik i gang. Igen. På få dage gik det op for håndværkerne, at der er en kæmpe skade i vandrøret, så nu har vores forsikringsselskab taget over. Igen.

Jeg har selv været i en skøn proces med at realisere min drøm om en smuk og nærende terrasse, og jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg så ud på terrassen i dag. 

Før i tiden ville jeg være gået helt ned og på alle måder have følt mig slået hjem. Jeg ville have lammet min forkerthedsfølelse eller have ladet pletten være med det resultat, at tingene med tiden ville eskalere i et sprunget vandrør eller noget endnu værre.

Nu kan jeg læne mig tilbage og nyde, at jeg får hjælp til at ordne mit fundament, så jeg kan indtage verden med langt større sikkerhed og kraft. Og imens skifte fokus. Lade hul være hul og købe de sidste ting, jeg ønsker mig til terrassen, så også den drøm kan blive en realitet.

Man skal virkelig ville det. Det tænker jeg tit over. For hvor er der dog mange anledninger til at lade sig slå ud. Og hvor er der dog mange huller, vi kan ryge i undervejs. Det hele handler om, hvordan vi takler hullerne.

Jeg har altid været god til at spotte potentialet i andre mennesker. Før i tiden brugte jeg meget energi på at huje og heppe for at få folk til at realisere alt muligt. Jeg kunne se, at det hele lå lige til højrebenet, og hvis bare de gjorde dit eller dat, så ville alt ændre sig.

Problemet var bare, at de ikke havde en intention om at ændre sig. Af alle mulige årsager ville de hellere blive, hvor de var. Der gik lang tid, før jeg forstod, hvordan det hele hang sammen. 

De sagde ja, men mente nej. Lovede alverdens ting, mens faktum var, at deres handlinger talte et meget tydeligt sprog. Og fordi jeg ikke kunne rumme sandheden, når realiteterne gik op for mig, så begyndte jeg langsomt at gå med på deres løgn. Holdt fanen højt i visionens navn.

Jeg kan huske første gang, det gik op for mig, at jeg nok nærmere var forelsket i et potentiale end reelle fakta. Det var en forfærdelig følelse, jeg kunne jo næsten smage alt det, der var lige om hjørnet, hvis bare… 

Jeg endte med at bruge oceaner af energi på at fordreje sandheden. Forelsket i en illusion. I en drøm som på alle måder kunne realiseres, men som aldrig ville blive det med de involverede personer. Fordi det var min drøm og ikke deres.

Med årene er jeg blevet rigtig glad for fakta. Dem kan jeg forholde mig til og træffe valg ud fra. Jeg har sluppet tanken om alt det, der kunne være og koncentrerer mig i stedet om det, der er. Mærker efter, om det matcher mine egne drømme og længsler.

Derfor er jeg ikke længere så optaget af potentialer. Når alt kommer til alt, så har vi jo alle et uendeligt potentiale. Spørgsmålet er nærmere, hvad vi har tænkt os at realisere, på hvilken måde og i hvilket tempo.

Det er befriende ikke længere at skulle pynte på virkeligheden eller løfte folk, som i virkeligheden ikke vil løftes. Og mit liv fyldes konstant af flere og flere fakta, jeg på alle måder næres af og elsker.   

Jeg taler en del i telefon i disse dage, fordi jeg er i færd med afslutningssamtalerne på min uddannelse. Derfor er en af mine yndlings-gadgets blevet dette telefonrør fra Moshi Moshi.

Jeg elsker det simpelthen. Ud over at lyden går super igennem, og at røret tager 99 % af mobilstrålerne, så minder det  mig om mine teenageår, hvor jeg kunne ligge i timevis og sludre med mine veninder.

Du kan finde det på Amazon, der køber jeg efterhånden en del ting. Der er endda en masse skønne farver at vælge imellem.  

Jeg elsker denne video.

Hvor er det egentlig ærgerligt, at de fleste af os har brug for vores version af et flystyrt, før vi ændrer kurs. Hvordan kan det være, mange af os passivt finder os i, at årene bare passerer, som om vi skal være her for evigt?

På mange måder er det banale spørgsmål, men min erfaring siger, at de største sandheder findes i det banale:

Så hvad skal du lave om på? Og hvad vil du gerne nå, før du takker af?

Lad os lægge energien der.