Jeg er i denne måneds Psykologi i et interview om at vælge sine eksperter med omhu.

Jeg holder fanen for, at vi som eksperter skal gå vejen selv. Phew jeg kan mærke hele mit akademiske bagland ryste på sig, men hey jeg står ved den, jeg er, og det jeg tror på. 

Her er et par af mine citater fra interviewet:

“Vi lever i en tid med langt større gennemsigtighed. De mange eksperter, som taler om en masse, de ikke selv lever, er en uddøende race. Det er både uinspirerende og utroværdigt.”

“Når jeg hyrer eksperter, er det altafgørende, at de har skabt resultater selv. Ingen kan lære mig noget, de ikke selv lever. Jeg kunne for eksempel aldrig drømme om at tage imod økonomiske råd fra en bankrådgiver. Det er jo en ansat, der ikke har tjent millioner selv.”

Jeg fortæller også, at jeg er meget lidt optaget af folks uddanelse og baggrund:

“Jeg er for eksempel ikke selv certificeret i det, jeg certificerer andre i, fordi jeg selv har udviklet konceptet for min Spirituel Mentor Uddannelse. Jeg er ikke engang coach. Jeg har studeret spiritualitet i over ti år og skabt mange konkrete resultater med mine spirituelle redskaber. Det er nok for mig og mine mange kunder.” 

 Du kan læse hele interviewet i Psykologi.

I tirsdags afsluttede jeg min Spirituel Mentor Uddannelse. Vi brugte dagen på at tale om forretningsdelen bag en succes som Spirituel Mentor. Og så gav jeg deltagerne et sæt guldkort med alle de fine værktøjer og indsigter fra uddannelsen. 

Derefter skiltes vi for at puste lidt ud og klæde om til aftenens certificeringsfest. Jeg havde arrangeret en rød løber, og den havde vi alle meget sjov ud af. Vi blev enige om, at det var en slags hoppeborg for voksne. Der blev poseret og strålet igennem til den store guldmedalje.

Efter et glas bobler gik vi til bords og nød den dejligste middag. Under middagen certificerede jeg de smukke damer en efter en til stor jubel og mange tårer fra os alle. Jeg er ikke til eksamener, men jeg er stor fortaler for, at vi certificerer os selv. Ingen andre kan gøre det for os. 

Hver enkelt fik tid til at fortælle, hvordan SMU har været for dem, og vi takkede hinanden på kryds og tværs. De mange hjertebask var så massive, at vi flere gange måtte holde en lille pause, så vi kunne samle os lidt. Følelsen er faktisk svær at beskrive med ord.

Damerne havde været på Pinterest og tjekket min ønskeseddel ud, så deres mange fine gaver ramte fuldstændig plet. Jeg fik blomster, taler, smuk sang og hjertegribende kort. Mads, Christina og min søster blev også hyldet med gaver som tak for al deres hjælp.

Dagen efter kom mange af SMU’erne her hjem. Så festen fortsatte i vores køkken, mens Mads lavede nogle fine videooptagelser, og Christina shinede alle smukt op. 

Siden har jeg været helt stille og lidt paf. Partiklerne lander lige så stille, mens jeg trisser rundt og mindes de mange magiske øjeblikke. Det var en meget smuk aften, som jeg vil bære i mit hjerte til evig tid. 

Det er ofte ret simpelt, hvad vi skal slippe eller ændre for at være i stand til at udleve, det vi længes efter. Selvom smerten er stor, så ender mange af os med at sidde fast i vores selvskabte fængsel.

Hvis vi er rigtig bange, lægger vi så mange blinde vinkler ind, at vi slet ikke er i stand til at se, hvad vi skal gøre. Når vi forstår, hvad vi skal gøre, så kan vi være bange for at handle. Eller frustrerede over at handlingen skal komme fra os. 

Og indtil da kan ingen hjælpe os. Selvom de på alle måder sidder med den perfekte nøgle til os. Beslutningen skal komme fra os.  

Jeg elsker budskabet i denne korte video. Livet handler dybest set om at finde ud af, hvad vi brænder for og så koncentrere os om at gøre det. På den måde beriger vi os selv og verden i en stor skala. 

For nogle ligger opgaven i at finde ud af, hvad de brænder for. Hvis vi har lukket ned for vores passion, så må vi gå den vej, der handler om at finde tilbage til os selv og de ting, som løfter og nærer os.

Hvis vi har fundet ud af, hvad vi brænder for, så handler det om at turde udleve den energi. At give plads til at vi og vores passion sætter dagsordenen og får en markant plads i vores dagligdag og hjerte.

Ellers dør vi langsomt. Livsglæden suser lige så stille ud af os. Meningskrisen sætter ind, og det meste begynder at blive tomt og ret ligegyldigt.