Vi har talt meget om denne video på min uddannelse – om det meget simple budskab og ikke mindst udfordringen i at praktisere det.

Jeg synes, videoen er humor og visdom på et meget dybt plan, så jeg fik lyst til at dele den med jer. 

Du kender det uden tvivl.

Det hele kører i et smukt flow. Cellerne vibrerer, lykken bobler og pludselig kommer du til at tænke en tanke, der skaber en følelse, som inspirerer dig til at handle, hvilket skaber et resultat. Og med et brag ryger du ud af det smukke flow.

Jeg kalder det: En tur i busken.

Nogle gange kan vi hurtigt rejse os. Andre gange ryger vi i busken med en så stor kraft, at det tager lidt tid at komme igen. For man ligger der med hudafskrabninger i hele ansigtet, blod på blusen, snot ud af næsen, støv i halsen og torne i begge håndflader.

Måske skal man lige fælde en tåre, slå hårdt i jorden eller kaste op i et hjørne, før man kan rejse sig og børste hændelsen af sig. Under alle omstændigheder har de fleste brug for at sunde sig lidt. 

Jeg er efterhånden blevet taknemmelig for mine ture i busken. Ikke fordi jeg er vild med tæsk, men fordi jeg har forstået, at kontraster er vejen til vores næste skridt. De fortæller os alt om, hvad vi ikke vil og derfor også alt om, hvad vi hellere vil.

Det smukke er, at mens vi roder rundt i busken på hver vores spidsfindige måde, så står vores Store Selv stødt og roligt og holder energien for det fine flow, vi altid har adgang til. Det flow vi ikke kan mærke fra busken.

Jeg bliver nok aldrig træt af de øjeblikke, hvor jeg lægger mine våben, retter hoved og hjerte mod himlen og langsomt hører mit Store Selvs kærlige hvisken. Det er jo på alle måder hele turen i busken værd. Med alt hvad det indebærer af sår og skrammer.

Tænk at have en kærlig og trofast ven, som bare står og venter, til vi er klar igen. No strings attached.    

Mads arbejder på billedsiden til næste måneds Salon-tema. Og det bliver så smukt. Jeg elsker, at jeg kan nyde de magiske indtryk igen og igen. Hvor heldig har man lov at være?

Dansen er kommet tilbage i mit liv, og jeg elsker det. Min veninde Anja Vintov og jeg havde i onsdags premiere på vores workshop Dans & Skabelse. Det var en meget smuk dag med dybde, sårbarhed og masser af hjerteenergi.

Som barn var jeg i konstant bevægelse. På næsten alle billeder i mine forældres fotoalbum er jeg i færd med en eller anden aktivitet. Iført dykkerbriller, jazzballet-udstyr, spejderuniform, forklæde, folkedanserdragt… you name it.

Som teenager levede jeg på mange måder for dansen. Jeg har utallige gange danset til den lyse morgen og helt lykkelig trasket hjem til solopgang og fuglefløjt.

Lige så stille sneg dansen sig ud af mit liv, fordi jeg pludselig fik alle mulige historier om, at jeg måtte prioritere mine børn og min karriere. At jeg skulle være ansvarlig og ikke mindst voksen – og så lagde jeg låg på barndommens og ungdommens bobler.

Sørgeligt men sandt.   

På workshoppen talte vi om, at kroppen indeholder omkring 80 % vand, og at vand rådner, hvis der er stilstand. Der opstår stagnation, og langsomt forsvinder al energi. Vi talte også om, at følelser kun bliver dramatiske, hvis vi ikke vil mærke dem eller stillesiddende kommer til at dyrke dem for meget.

Når vi er i bevægelse, er det en helt anden snak. Som et lille barn mærker vi det, der er, men vi er hurtigt videre. Som et brusende hav kan vi hvirvle rundt i et livgivende flow. 

Jeg nød de mange røde kinder, den dybe koncentration, samskabelsen i salen, følelsen af at være forbundet i en fælles mission. Men mest af alt nød jeg at være i kroppen – langt fra hovedets konstante, mentale summen.

Dans er for mig blevet vejen tilbage til barndommens visdom og ungdommens lethed. Jeg har forstået budskabet dybt i mine celler nu: Hvis vi ikke er i bevægelse, så stagnerer vi. Modstanden bliver for massiv og flowet mindskes.

Så jeg vil danse igennem fra nu af. Alt andet ville være ansvarsløst. 

Jeg var nødt til at lave en drik i går aftes for at grounde mig selv helt efter dagens transformation på min uddannelse. En stor drink.

Vi er nået til modulet om historier, overbevisninger og øvre begrænsninger. Og jeg skal da lige love for, at vi blæste igennem nogle selvskabte låg.

Phew. Det var nyt for mig at navigere i en så intens energi. Og så fra scenen.

Vi var helt inde i hjertekulen. Der hvor smerten og lykken mødes i skøn forening. Hvor selv meget dybe og tunge ting er uendeligt smukke. Der hvor jeg har været så bange for at opholde mig før i tiden – og især sammen med andre.

Det krævede et massivt mod af alle. Og det er lige præcis det mod, man må besidde som Spirituel Mentor. 100 % ansvar. Hverken mere eller mindre. 

Jeg glæder mig til at lande helt i kroppen igen. Selvom der nok går nogle dage.